Passion for det gode liv
Med udsigt til byens tage i en af Århus mest spændende gader, har Frantz Longhi skabt et helt personligt køkken oppe under taget, der forener historie og moderne, dansk design og udfordrer begrebet cool nordic. For køkkenet klædt helt i træ, oser af hygge og varme i det han kalder warm nordic-stilen
Short english summary at the bottom
Words and styling by Lene Ostenfeldt
Photo Claus Troelsgaard
Featured in BO BEDRE, BO BEDRE norway
Det begyndte med en gåtur. ” Jeg kom helt tilfældigt forbi det ca. 100 år gamle hus. Det havde stået tomt i mange år og så trist og faldefærdigt ud. Jeg fandt ud af hvem der ejede det og købte det med det samme, ” fortæller Frantz Longhi, arkitekt og erhvervsmand der blandt andet står bag keramikvirksomheden Kähler og designhuset Paustian, brands de fleste danskere kender. I Århus stemningsfulde Jægergårdsgade, der har udviklet sig enormt gennem de sidste 10 år med hyggelige restauranter, caféer, vin – og cocktailbarer side om side langs de smalle fortove, ligger huset godt gemt inde i en baggård. Bygningens renovering er tegnet af Frantz Longhi selv, mens en nyopførelse af forhuset på vej er tegnet af det unge, svenske og prisvindende, arkitektfirma Elding Oscarson. ” Jeg udskrev sammen med Dansk Arkitektforening en konkurrence mellem 8 danske og udenlandske arkitektfirmaer med udgangspunkt i hvordan forhus, baghus og gårdmiljøet kunne harmonere med gadens rytme og stil og samtidig forene min passion for det gode liv. For mig er det design, mad, kunst og arkitektur. Ligesom den catalanske arkitekt Antoni Gaudi gik på byggepladsen i Barcelona, gik jeg også rundt i rummet under renoveringen af baghuset og fornemmede hvordan det skulle være, dog uden sammenligning med Gaudi. Det er meget bedre at se og opleve tingene én-til-én end på tegnebrædtet, at se hvordan lyset falder, på rummets muligheder og begrænsninger. Sikkert til irritation for håndværkerne undervejs, ” siger han med et smil. Tidligere har der faktisk, og sjovt nok, været keramikproduktion i huset. De tre etager og kælderen der huser en række kreative mennesker, har nu fået en gennemgribende renovering. Murene er fuget igen, der er kommet nyt tag på. De originale trapper er bevaret.
” Jeg ville så gerne have bevaret meget mere af det oprindelige hus, men nogen gange er ting simpelthen i for dårlig stand. Trapperne gennem alle etager er dog de originale, ” forklarer Frantz Longhi.
Hele rummet, gulv, de skrå, asymmetriske vægge og loftet, er beklædt med Dinesen gulvplanker i massivt træ.” Vi snakker så meget om begrebet cool nordic, som jeg mener det er helt misforstået begreb. For vi nordboere har masser af passion, varme og hygge inde i husene og er ikke kolde. Jeg ser det som en vigtig tendens vi kun lige har set begyndelsen af, at varmen i boligen kommer fra materialerne og farverne og den måde de er kombineret på. Derfor har jeg valgt træ i hele køkkenet, hele vejen rundt, fra gulv til loft i bogstaveligste forstand, fordi det skal kunne holde og være smukt i mange år,” siger Frantz Longhi, ” det er en investering, men set over en livsperiode på 100 år er det ikke dyrt.”
Køkkenet er håndlavet i Ålborg og tegnet i samarbejde med køkkenfirmaet CPH Square Boform. Det er mobilt og kan rykkes rundt efter behov. Den stærk grønne farve er køkkenfirmaets signaturfarve og valgt fordi den står godt som modspil til den støvede grønne der er brugt til træværket på de to døre. Varmen i messingen på bordplader og armatur giver glød til rummet. ” Godt design har ingen alder, tilbage i tiden kunne de noget med håndværk, materialer og formgivning, dengang var fokus først og fremmest på kvaliteten, dernæst prisen – i dag er det ofte lige omvendt, desværre. Man mister kvalitet når alt skal være billigt. ” siger Frantz Longhi der i skrivende stund arbejder intenst på nye projekter, et designfirma med møbler og lamper i den nye warm nordic-stil der har sin helt egen DNA, som et søsterselskab til Kähler og Paustian. Desuden er et luksus designhotel, der forener keramik og Kähler, på vej i en tidligere transformatorstation på Bremerholm midt i København. ” Gode materialer har deres helt eget liv, som her hvor det er skønt at se lyset og stemningen ændre sig i rummet, alt efter tiden på dagen og årstidernes skiften. Når solen står op eller dagen går på hæld under en smuk aftenhimmel.”
/
Væggene i det cirka 50 kvadratmeter store rum er beklædt med Dinesen træ fra gulv til loft der giver en helt særlig stemning og varme til rummet. Ovenlys i hele rummets længde giver gennemsigtighed og masser af dagslys. Køkkenet fra CPH Square Boform er i lakeret jern og messing, er på hjul og kan flyttes rundt efter behov.
Udsigten fra køkkenvasken til kvarterets hyggelige baggårde gennem den dobbelte dør, fås næsten ikke bedre. Lampe af Svend Åge Holm Sørensen, glaskaraffel af Gunner Cyren og serveringsvogn i palisander af Henning Korch, er alle Frantz Longhi`s auktionsfund. Den støvede grønne farve der indrammer døren, er husets oprindelige.
Døren ud mod kvarterets charmerende baggårde og karakteristiske fine, små huse, blev faktisk etableret så de meget lange gulvplanker kunne blive hejst op og ind med kran fra nabo-vejen. Skorstenen er bygget så den passer med størrelsen på tre fliser i beton lagt ved siden af hinanden. Fliserne er fra Marokko.
Frantz Longhi, arkitekt og erhvervsmand. Står blandt andet bag keramikvirksomheden Kähler, designhuset Paustian, en række prisbelønnede restauranter, Aarhus Central Food Market samt Danish Energy Management, et konsulenthus der arbejder for FN, EU, danske kommuner og ministerier samt mere end 100 lande udenfor Danmark med fokus på vedvarende energi og energibesparelser. Hjørneskabet er købt på auktion, fuglene i træ er fra 50erne af Jakob Herman og Svend Åge Holm Sørensen. Stolen Kohorn med gul polstring er af Knud Færch.
Køkkenet fra CPH Square Boform er i lakeret jern og messing, er på hjul og kan flyttes rundt efter behov.
Gourmet restauranten Nordisk Spisehus i Århus, der ejes af Frantz Longhi, mestrer frokosten der består af røget laks, med rygeost-citroncreme og radisser og rørt oksetatar med bagte tomater og esdragoncreme. Naturligvis serveret på Kähler tallerkener fra serierne Hammershøi og Umbria. Vaserne er Kähler Unico, design af Anders Arhøj. Stole af Hans Olsen.
Glasparti mod trappeopgang. Røde stole i læder af Hans Olsen. Krukken er Fiora fra Kähler.
Den smalle trappe der fører direkte op i køkkenet, er den oprindelige der er renoveret. På væggen øverst fliser i beton fra Marokko. Nederst har teglstenene fået lov at stå rå og ubehandlede.
/ Overlooking the city’s hills in one of Århus most exciting streets Jægergårdsgade, architecht and businessman Frantz Longhi has created a very personal kitchen that unites history and modern Danish design and challenges the concept of cool nordic. Frantz Longhi stands behind a. o. designbrand Kähler, Paustian, a number of awardwinning restaurants and after this article was written, the new furniture – and accessoriebrand Warm Nordic. The kitchen is fully dressed in wood in what he calls the new warm nordic style. The renovation of the building was designed by Frantz Longhi himself.
/