
En billedfortælling – fortalt og fotograferet af mig.
Billeder og tekst har været vist i VELUX Magasin International, magasinet Schöner Wohnen og SØNDAG
Nederst TIPS TIL AT INDRETTE SIG MED SKRÅVÆGGE
Bygningen jeg bor i er et tidligere hotel og spisested, et stykke dansk historie der emmer af sjæl. Postgaarden er et af Sorø`s ældste huse fra ca. 1682. I Christian den IV`s tid lå Sorøs herberg og værthus lidt længere nede ad gaden. I 1767 overgik privilegiet til Hotel Postgaarden, 4 længer og alt hvad man kunne begære af en kro på den tid. I forhuset lå Holbergstuen hvor H.C Andersen, J. S. Ingemann og Ludvig Holberg var blandt de berømte gæster.
Efter en gennemgribende restaurering i 2022, er den oprindelige sjæl og charme, med gulpudsede murværk, brunt bindingsværk og rødt tegl på taget, bevaret. Nu nænsomt restaureret til moderne lejligheder hvor ikke to er ens indrettet.


Noget af det jeg nyder ved at bo her i Sorø, er den vidunderlige natur der omkranser byen. Flere søer,store skove og den historiske have under Sorø Akademi med særlige planter, blomster og træer. Jeg valgte lejligheden blandt andet på grund af bygningens sjæl og renoveringen og valget af materialer, der har et charmerende tvist. Det helt særlige er et vidunderligt lysindfald i alle rum. Jeg vågner med morgensolen ind i køkken- og spiseafdeling, nyder den skarpe eftermiddagssol og aftensolen sidst på dagen, der bader stuen i et smukt, orangegyldent lys. Solnedgangen nydes om sommeren bedst fra altanen når vejret tillader det. Med aftensmaden eller et glas vin i hånden.




Det store leverum med stue, spiseafdeling og køkken har udgang til altan, hvor der er sol det meste afdagen. Mange er bange for at bo med skrå vægge, men jeg har indrettet mig efter tagvinduernes placering, så jeg får mest muligt ud af dagslyset. Hele lejlighedens arkitektur er visuelt ren uden at være pompøs, med fine detaljer, gode materialer og finurlige kroge hvor pladsen er udnyttet optimalt. En moderne tidslomme.



Jeg kan godt lide at blande kontraster, blande rustikt og blødt, glat og kantet. Overflader materialer ogformer, uld, træ, sten, glas, reflekterer lyset og gør rummet levende. Mit hjem er meget personligt. Selvom jeg til hverdag er optaget af tendenser og trends og konstant følger med i det sidste nye, så omgiver jeg mig også med mange ting der ikke er nye, moderne, fra de `rigtige` brands eller særligt bekostelige, men kombinationen og stylingen er vigtig – det må gerne se lækkert og moderne ud. Jeg elsker at blande nyt og gammelt; antikt, moderne, genbrug der har fået en gang maling – kombineret med kunst jeg selv har lavet.





En taburet fra Røde Kors Genbrug, har fået en gang metallic maling og er nu et lille sidebord.

Farver giver liv og jeg arbejder med dem i mit profesionelle virke som creative director og stylist, alligevel har jeg det bedst hvis mit hjem er roligt. De hvide vægge er som et lærred for møbler og objekter jeg har samlet, arvet og nøje udvalgt gennem mit liv. Hver del har en fortælling eller minde og dermed for mig; sjæl. Et hjem skal være hyggeligt og rart. Flere af mine gæster nævner begrebet hotel-stil. Og det er jeg glad for; et hotel skal jo netop være omfavnende, rart og et sted man kan slappe af og føle sig hjemme. Det er også lidt sjovt, for bygningen er jo oprindeligt et tidligere hotel.


Et lille køkken i et hjørne under skrå vægge, har ikke meget plads. Jeg fik skåret smalle hvide hylder på mål i byggemarkedet og monterede dem på siden af køleskabsmodulet. Nu står kopper, glas og fine ting og pynter.


At arbejde som indretningsstylist kræver et blik for både de små detaljer og den store helhed. Jeg skal kunne kigge frem, omsætte indtryk jeg har samlet i verden omkring mig og omsætte det i en ny fortolkning. En stemning, et billede eller iscenesættelse, udtrykkes gennem intuition og æstetik. På samme måde indretter jeg mig privat, kreativiteten jeg bruger i mit arbejde, smelter sammen med mit hjem og den måde jeg indretter mig på.





Sådan så der ud før loftet i Postgaarden blev til min bolig …
TIPS til indretningen når du bor med skrå vægge:
· Ud og op. Møbler kan med fordel trækkes lidt ud fra væggen, så der er afstand ind til hvor væggen skråner. Reoler og hylder hænges på væggen med luft under mod gulvet. Begge måder at placere på gør at rummet synes visuelt større end det er.
· Højt og smalt. Lad reolen, eller en række af hylder placeret over hinanden, gå fra gulv til loft. Smalt og højt maksimerer pladsen visuelt.
· Tænk på hvor skråvinduerne er placeret og hvor lyset falder ind i rummet. En siddegruppe med sofa, bord og måske et par lænestole ser samlet ud og er rar at opholde sig i med et naturligt lysindfald, særligt om vinteren hvor dagslyset er sparsomt.
· Giv dig selv mulighed for at opleve himlen og skiftende årstider på nært hold. Placér en rar lænestol eller – som jeg – den ene ende af sofaen under skråvinduet. Jeg sidder ofte her i tusmørket, kigger stjerner og har en meditativ stund. Om sommeren åbner jeg vinduet og lader aftensolen komme helt ind. I mit køkkenområde trækker jeg en høj taburet hen under det åbne vindue, nyder den friske luft, lydene, udsigten og lyset, med en kop kaffe i hånden.
· Skrå vægge kan gøre at en bolig virker klemt. Lad derfor et par flader stå rene som de er, uden udsmykning eller møbler. Rummet virker luftigt, selvom pladsen i virkeligheden er trang.
· Ryd op og ryd ud. En taglejlighed kan betyde begrænset plads, simpelthen fordi man ikke har store vægge hvor skabe og opbevaringsmøbler kan stå. Derfor, ryd op og smid ud. Indret dig kun med møbler, objekter og tilbehør du virkelig synes om og som betyder noget for dig.
· Overvej materialevalget. Bland blankt, mat, rustikt og elegant. Metal, træ, sten og glas. Lys fanger overflader og tilfører bevægelse i rummet. Mit spisebord har en glasplade selvom det er upraktisk; jeg nyder hver dag at se glasset reflektere lyset fra vinduet og opleve solens gang gennem dagen og årstiden.
· Der fås speciallavede møbler der kan klemmes helt ind under skråvæggen. Eller du kan lave et selv. Men jeg har valgt luftighed i rummet frem for opbevaring. Jeg bruger alligvel ikke alt det jeg gemmer væk.
· Hjemmearbejdsplads. Placér arbejdsbordet under vinduet. Dagslys er ligeså vigtigt som den rette kunstige arbejdsbelysning. Det styrker både kreativiteten, arbejdsprocessen og humøret.
//
