Shangri-La og et gudsbenådet hul i jorden
Tekst og foto Lene Ostenfeldt
Der er masser af overnatningsmuligheder i Nepal, de fleste af meget lav standard. Samari Ghar på et af de sidste bjergpas på karavanevejen nordvest for Kathmandu, er et såkaldt home-stay til den rejsende der ikke har lyst til at være turist.
Man kommer kun hertil efter mange dages trekking, vandring eller timers kørsel i bil af til tider ufremkommelige hullede jordveje i bjergene. Derfor er stedet også kun besøgt af mindre end hundrede personer om året. Men det er i den grad turen værd og noget nær det nærmeste man kommer på at bo som en nepaleser uden helt at skulle give afkald på civilisationens fortræffeligheder. Her kan man både føle sig som en af de lokale, hjemme og på eventyr.
Huset her er bygget i starten af 1900-tallet og et traditionelt Magar-hus. Det er blevet renoveret, loftshøjden er tilføjet 10 cm mere end de oprindelige 160 cm som er almindeligt for huse på landet i Nepal. Gulv og vægge er lerstampede, senge og lofter er i bambus. Badeværelse med rigtigt toilet og håndhamret kobbervask, er muret op i sten fra området. Alt med synlig og særlig kærlighed til detaljen. Som rejsende bor man alene i huset med sine egne rejsefæller. En særligt uddannet trekking kok laver alle måltider , både på grund af hygiejnen men også for at give en kulinarisk oplevelse af sund, god og enkel mad med økologiske grønsager der dyrkes i haven omkring huset. Aftensmåltidet er i mørket kun oplyst af levende lys ved langbordet og en herreret bestående af ris, kylling og grønsager fra haven. Her er ingen strøm, kokken har pandelampe på når gryder, potter og fladbrød svinges, akkompagneret af store og venlige smil. Stemningen dramatiseres da den lokale shaman, der også er helt almindelig bonde og områdets naturlæge, efter aftale kommer på besøg og laver en traditionel ceremoni i haven, dog denne gang uden hønsehoved-afhugning, med ham følger også, som det er skik og brug i de egne, en stor del af nysgerrige landsbybeboere.
Den lille landsby Samari Bhanjyang er traditionel handelsby, et helt vidunderligt og gudsbenådet hul i jorden, fattigt og primitivt i ly af bjerge, skov og rismarker i terrasser. Byen er primært beboet af Magar`er og Tamang`er. Magar`er er en stor befolkningsgruppe i midt-bjergene der ernærer sig som bønder, bærere og håndværkere, de er hinduer og næsten alle hinduistiske højtider festligholdes.
En gåtur alene i landsbyen blandt kvinder der vasker tøj og nudler ved landsbyens eneste vandpumpe, mænd der passer de små butikker der sælger alt fra bildæk, vandfade, bananer, kartoffelchips og støvede CD-afspillere der har en tvivlsom fremtid i byen uden strøm, er en oplevelse. Som den opsigtsvækkende hvide og yderst sjældne fremmede for bagefter at sidde i husets smukke og fredfyldte have, er en lease for sjælden og en gave for hjertet. Shangri La.
Samari Ghar homestay er ejet af Kipling Travel der arrangerer rejse, transport og ophold. Kiplingtravel.dk