Urban garden 1st floor

lene ostenfeldt urban garden intro

My urban garden on 1st floor

IDEA DIY STYLING RECIPES and TEXT

Photo: Lene Ostenfeldt

In English translation

Midt i byen vokser aromatiske urter og vildtvoksende blomster i en transportabel oase på få kvadratmeter. Den grønne bølge er nået provinsen. Det er hipt at dyrke sin egen mad og natur, selvom om man bor i byen. Sidste forår hoppede jeg selv med på den grønne trillebør og by-gartneriet. Det blev grøn mindfulness og plads til pjank …

lene ostenfeldt urban garden 1

Billedtekst: Få kvadratmeter i en kedelig baggård midt i byen er forvandlet til en grøn oase. Klemt inde mellem husmurene gror alt frodigt og grønt, nærmest lag på lag i krukker, bøtter og kasser. I den emaljerede spand gror Chokoladeblomster, i zinkvandkanden gror et par danskproducerede mini-kiwi der tåler det danske klima sommer og vinter. Planterne klatrer, og man skal have to. Hun-planten skal bestøves af en han, frugten kan selvfølgelig spises. Bagest blomstrer spiselig pink Pelargonie Orange Fizz der dufter som citrus og Sweet Mimosa med sød, krydret rosenduft. Bladene bruges hakkede i risotto.

TV programmer i timevis om hvordan man dyrker og tilbereder afgrøder fra egen jordlod, magasiner og dagblade med artikler om spiselige væksters fortræffeligheder og særlige blogs på internettet hylder det hjemmelavede liv og køkken, revet helt frisk op af egen jord. Både danske og internationale livsstils- og havekendisser buldrer i denne tid frem med den grønne bølge, Urban Gardening og Urban Farming. Det er hipt at dyrke sin egen mad og natur, selvom om man bor i byen. Og jeg er selv hoppet på den grønne trillebør og by-gartneriet.

 

lene ostenfeldt urban garden 2lene ostenfeldt urban garden 3

Billedtekst: Midt på spisebordet står en vild dessert-potte med spiselige, sorte hornvioler og eksotisk duftende mynter til sommerens vandflasker. Tagrende-plante-mekanikken er en selv-opfindelse. Plads på muren over terrassedøren er udnyttet, i almindelige tagrender af plast vokser runde radisser og bladbede. Snoresystemet hæver og sænker når der skal nusses, høstes og vandes.

Plads til pjank

Det ER sjovt at skabe sin egen grønne plet. Jo, det kan være svært at give slip på det æstetisk trænede øje og de lige afstemte linjer. Men da først beslutningen var taget om at skabe en oase ud af det forhånd værende, med et minimum af udgifter og frit spil til fantasien, gik der sport i at finde på sjove påfund. Jeg har snuset rundt i byens lokale Kommunekram og på loppemarkeder efter genbrug der kan plantes i. Gamle Carlsberg-kasser i træ, en gammel kommode, en transportkasse der engang stod på taget af en bil hele Vest-Afrika rundt, zinkvandkander, metal- og affaldspande, planteposer til væggen klippet og syet af ukrudtsdug fra byggemarkedet, aflagte gummistøvler, re-designede europapaller, en skåret tepotte – alt er taget i brug, foret med plastic, fyldt med et lag dræn og tyk, god muld. Når pladsen er trang skal der tænkes i højden, det giver et tæt og frodigt grønt look. I bedste Storm P. stil er et par tagrender i sort plastic forvandlet til hængende køkkenhave i rækker på muren over døren, med kædetræk der kan hæves og sænkes når der skal vandes og høstes. Her gror radisser, salat og bladbede side om side. Et par europapaller har ved simpel ombygning og kravlende vedbend forvandlet en grå mur til grøn væg. Tre toiletskabe har fået skåret hul i hylderne,  malet i skønne grønne farver og sat oven på en gammel kommode. Det festlige indslag kaldet drivhus, huser nu persille, mynte og jordbær i skufferne, bag ruderne gror varmekrævende og lidt sarte planter som timian, chili og forskellige sorter basilikum.

lene ostenfeldt urban garden 4lene ostenfeldt urban garden 5urban garen lene ostenfeldt 8lene ostenfeldt urban garden 6

Billedtekst: Den gamle, slidte træbænk har i flere sæsoner stået øverst på listen til en tur på genbrugspladsen, men den har fået en ny chance. Ryg og armlæn er savet af, en skumgummimadras er skåret til og beklædt med et aftageligt stræklagen der kan vaskes. Puderne har fået nye, hvide bomuldsbetræk fra Ikea. I krukkerne gror rød og hvid Astilbe. Stauden bliver op til en meter høj og er god til afskæring, Hosta med store blade i smuk mat grøn trives i krukker og halvskygge.

urban garden blomst ostenfeldt

ostenfeldt urban garden juice

Dekorativt og spiseligt

Mange planter kræver meget vand. For at slippe for at løbe i fast rutefart hver dag mellem vandhane og have, blev der købt et ekstra udtag og sat på vandhanen bag vaskemaskinen i badeværelset. Nu hænger der en hidsig-grøn 15 meter lang haveslange med brusehoved der kan imitere naturtro styrt- og støvregn, trækkes gennem lejligheden og ud på terrassen og rulles sammen igen over vaskemaskinen når dagens vanding er forbi. Min planteliste er lang og glæden stor over at det er lykkes at presse både spiseligt, dekorativt, aromatisk og elegante vækster sammen på forholdsvis få kvadratmeter, helt præcist 14 m2. Her er ingen regler. Rigtig mange planter gror lige så godt i potter som i jorden, og gerne blandet mellem hinanden. Krydderurter er blandet med chokoladeblomster og duftpelargonie. Minitomater står side om side med kravlende kiwi, sorte peberfrugter og søde kartofler. Dild, selleripersille, bønner og aspargesært nyder godt af læ fra hvid syren, Panda bambus og buksbom.

urban garden lene ostenfeldt 9urban garden lene ostenfeldt 10urban garden lene ostenfeldt 11urban garden lene ostenfeldt 12urban garden lene ostenfeldt 14urban garden lene ostenfeldt 13urban garden lene ostenfeldt 16urban garden ostenfeldt 15

Billedtekst: Strik et aflangt stykke i ret strik af helt almindelig snor fra byggemarkedet. Sy sammen, træk en snor i bunden og vupti har man en anderledes plantepose. Gamle trækasser og udtjente toiletskabe fra en genbrugsforretning har fået nyt liv med maling. Appetitlige grønne farver i mint, gran- og saftig græsgrøn i Flüggers vandbaserede træmaling. Ubehandlet træ og europapaller bygget om til hængende væg-have er malet med Flüggers Aqua træolie der giver den rigtige transparente patina. At forspire sine egen grøntsager er en del af det sjove ved havedyrkning på få kvadratmeter. I stedet for at købe dyre special-potter har jeg lavet mine egne af den gamle avis. Rul strimler af avispapir rundt om en flaske og snur til i bunden. Tapet Kasuri fra Designers Guild.

Grøn mindfulness

Man bliver glad i låget når man er blandt grønne planter og blomster, selv efter utallige ture op og ned af trappen med jord til kasser og krukker. Ikke at forglemme den lykkefølelse der kan opstå når der anes et nyt lille skud på tomatplanten, en begyndende svag rødmen på jordbærerne i skuffen eller den berusende  og krydrede duft af Sydeuropa og varme citronplantager, der fremkommer når et lille blad citrus-mynte nulres mellem fingrene. Men det er ikke kun mig der er glad, sommerfugle, bier, fugle og insekter flokkes pludselig om mine by-bede og sikrer bestøvning og frodighed.

urban garden a ostenfeldturban garden diy ostenfeldt

urban garden lene ostenfeldt 33urban garden lene ostenfeldt 32

Billedtekst: Hjemmelavet drivhus af aflagte toiletskabe. Skabe og låger er malet, ruderne er dekoreret med glasmaling i sølv. I drivhuset gror den kuldefølsomme basilikum lunt og godt, sukkulenter og Hot Carrot stærk chili. På lågen en hjemmestrikket plantepose af snor med Thai Basilikum der smager af lakrids. Engang fyldt med klirrende ølflasker, nu er den antikke Carlsberg-kasse plantet til med Wasabi Japonica der bruges i sushi. Grydeske malet med tavlelak og skrevet med kridt fungerer som navneskilt.

Selvfølgelig er omtanken for klimaet, bæredygtigt forbrug og viden om hvad vi egentlig putter i munden vigtig, med herude på taget, blandt krukker, kommode og spande. Mellem planter og jord, sol og regn forsvinder min fornemmelse for tid. Min kreative energi næres og hverdagen er trykket på pause. Flugt fra virkeligheden, tilbage til rødderne, næh – det er blot en stille glæde ved langsomheden og nærværet. Lige nu og her. Samtidig med jeg overvejer et hjemmelavet komposteringsanlæg og om høns mon har højdeskræk.

ostenfeldt urban garden 20tomater urban garden lene ostenfeldturban garden ostenfeldt 22urban garden ostenfeldt 23urban garden ostenfeldt 24urban garden ostenfeldt 25urban garden borlotti ostenfeldturban garden i kommode ostenfeldturban garden ostenfeldt 30urban garden rabarber ostenfeldtostenfeldt rabarbernuffins urban garden

Billedtekst: Krydderurter i potte har trange kår når man køber dem hos gartner eller i supermarkedet. Del en potte ud til flere små planter så rødderne kan få luft og plads til at vokse sig store og frodige. Brug-og-smid-væk kulturen er heldigvis overstået. En kedelig kommode er blevet det charmerende og sjove indslag på tagterrassen, i skufferne gror persille, mynte og nye jordbærsorter med store skønne pink blomster. I baljen vokser Edderkoppeplante Cleome Senorita Rosalita, den blomstrer helt ind til oktober.

urban garden lene ostenfeldt 40

Billedtekst: Aftenstemning. Forskellige stole, nye og gamle, omkring havebordet gør sceneriet afslappet. Stol Tivoli i farven Umami Green fra Montana. Dugen på bordet er syet i bomuldshør fra Designers Guild. I altankasserne mod gården vokser sort Petunia, solelskende Trifolium kløver, Hvidløgs-kaplilje Tulbaghia Violacea, der dufter og smager kraftigt af hvidløg, kravlende vedbend og æblemynte mellem hinanden. På væggen euro-paller bygget om til hængende have.

KØB DANSK …

… Og køb planter af god kvalitet. Det betaler sig selvom det kun er til denne sommers fornøjelse. Kraftige og sunde planter vokser bedre og giver større udbytte. Det bliver man glad af.

 Søg vejledning, spørg hos det lokale gartneri og plantesalg. De rådgiver gerne, også selvom det kun er få krukker der skal plantes til. Fagfolk ved hvad der bedst tåler lys og skygge, et blæsende hjørne eller den lune krog. Floradania A/S, et brancheejet marketingselskab, formidler viden, trends og inspiration omkring planter. Læs om nye plantetendenser og få gode tips på www.floradania.dk

Plant flere forskellige sorter i krukker, kasser og beholdere for et livligt udtryk. Sensommerblomster i gul, orange, blå og lilla er skønne blandet med frisk limegrønt. Asters, høstanemoner, duftende lavendel, roser, krysantemum i mange farver, Salvie, Trifolium og blomstrende Hebe er gode bud. Bland med bladplanter som Hedera, Karryplante, husløg, Alunrod og Sølvtråd med sølvskindende løv der ligner krystaller når den første frost lægger sig på bladene. Sensommerblomster og stauder er smukke langt ind i efteråret og begyndelsen af vinteren, mange er vinterhårdføre og blomstrer igen til næste år.

 Husk god jord, rene potter, et godt lag dræn af potteskår eller Leca – og vand! Men ikke for meget.

urban garden kartofler ostenfeldt

light urban garden ostenfeldturban garden lene ostenfeldt 8

Rabarbermuffin lene ostenfeldt

Billedtekst: Hængende have. Når pladsen er sparsom skal husmuren udnyttes. En halvanden liters vandflaske har fået skåret hul med en hobbykniv og er nu væksthus for en grøn og frodig klatreplante. Hyggebelysningen i skumringen består af syltetøjsglas med fyrfadslys, hængt under syrenens grønne blade med en stump hegnstråd. Rabarber er en taknemmelig og udbytterig plante at dyrke i en krukke på taget eller balkonen. Og så fylder den så godt og grønt. Bag skønne og saftige rabarbermuffins til eftermiddagskaffen.